Tjen penge online som tekstforfatter

Tjen penge online som tekstforfatter

Online markedsføring Wizzi December 2013Leder du efter en måde at tjene en portion ekstra penge ved siden af dit nuværende job, din uddannelse eller måske som fuldtidsbeskæftigelse? I så fald er der gode muligheder for at tjene penge ved at skrive tekster til hjemmesider for andre mennesker.

Indledningsvis vil jeg hurtigt komme lidt ind på, hvad det vil sige at være online tekstforfatter, samt hvorfor jeg har valgt at skrive og dele dette indlæg med dig.

Min erfaring siger mig, at mange mennesker overser denne mulighed – mit gæt er, at det i bund og grund skyldes ren og skær uvidenhed omkring muligheden. Ikke desto mindre findes den, og der er sågar en hel del mennesker, som tjener (gode) penge som online tekstforfattere.

Selv skraber jeg en fin mængde lommepenge ind hver måned ved at skrive tekster til online brug, så det er ikke bare en sjov påstand eller en lidt for kreativ fidus, som lyder for godt til at være sandt – tværtimod.

I dette indlæg forsøger jeg at guide dig til, hvordan du selv kan komme i gang med at tjene penge ved at skrive tekster på nettet. Inspirationen til at skrive selve indlægget er en blanding af interesse for emnet samt det faktum, at jeg konstant ser og hører folk, som kommer med den sædvanlige: ”Der er ingen job at få derude”, hvortil jeg beskedent vil komme med følgende opfordring til at skabe jobbet selv (eller i hvert fald forsøge).

Hvis kundetekster ikke lige er det, du tænder allermest på, findes der også spændende alternativer – heriblandt affiliate marketing og salg af digitale produkter. Jeg vil dog ikke komme meget mere ind på de to emner i denne tekst, da Tue Lindblad har udgivet et glimrende blogindlæg om emnerne ovre på OnlineBijobber.dk.

Tjen penge online som tekstforfatter

Jeg skriver hverken dette indlæg som en provokation eller en opsang til alle ledige på overførselsindkomst osv. – jeg skriver det blot fordi, jeg tænkte, at i stedet for udelukkende at komme med kommentarer til, hvorfor folk på overførselsindkomst bør hanke op i sig selv og komme i gang og alt det der, så ville jeg rent faktisk komme med et konkret bud på, hvorfor og hvordan du kan komme i gang med at tjene penge på at skrive tekster og tjene penge online.

I det allersidste afsnit finder du en række links til andre gode sider på nettet, hvor du kan finde mere information om de forskellige emner samt hente inspiration til arbejdet.

Du kan læse hele guiden trin for trin, eller du kan springe frem til de enkelte punkter herunder:

Hvad er en SEO-tekst?
Hvem kan skrive tekster?
Hvorfor køber folk tekster?
Hvordan får jeg mine første kunder?
Hvor mange penge kan jeg tage for det?
Hvordan modtager jeg betaling?
Hvordan laver jeg en faktura?
Hvad med skat og moms?
Hvor kan jeg finde mere inspiration og information?

Hvad er en SEO-tekst?

Jeg fandt det meget passende at begynde ved begyndelsen, så derfor vil jeg starte med at fortælle, hvad en SEO-tekst er, så du rent faktisk ved, hvad det er, du skriver/producerer og derefter sælger og tjener penge på.

SEO står for ”Search Engine Optimization”, eller på dansk ”Søgemaskineoptimering”, og dækker helt grundlæggende over de ting, du kan gøre og ændre på en hjemmeside, så den bliver placeret højere oppe i f.eks. Googles søgeresultater, når folk søger på et eller andet. Det vil jeg dog ikke komme yderligere ind på i dette indlæg, da jeg har skrevet et helt indlæg, som i sig selv forklarer, hvad SEO er for en størrelse, samt hvorfor man bør sætte sig ind i det og bruge det, når man vil tjene penge på nettet.

Jeg anbefaler, at du bruger 10-15 minutter på at læse indlægget om SEO på et tidspunkt, så du får en bedre forståelse for, hvorfor folk rent faktisk bruger deres penge på at købe tekster af andre – f.eks. dig og mig.

Indlægget om SEO kan du læse her: Hvad er SEO?

En SEO-tekst kan bruges i mange forskellige sammenhænge. En webshop er et godt eksempel på en hjemmeside, hvor det er en kæmpe fordel at bruge SEO-tekster. Hvis du klikker dig ind på stort set hvilken som helst webshop, så vil du opleve, at der er tekster overalt; kategoritekster i hver produktkategori, produktbeskrivelser under hvert enkelt produkt, en ”om os” side med dertilhørende tekst osv., osv.

Det samme gør sig gældende på det lokale VVS-firmas hjemmeside, hvis firmaet da har sådan en (hvis ikke, så går de glip af potentielt rigtig mange kunder). Det kan være, at de har en underside på hjemmesiden, som forklarer lidt om de produkter og services de tilbyder, måske et par sider med tekster om, hvordan man selv udskifter det ene og det andet, gode guides med tips og tricks osv.

I langt de fleste tilfælde er disse tekster skrevet for at flytte hjemmesiden op i Googles søgeresultater, så potentielle kunder rent faktisk ser hjemmesiden, når de søger på et eller andet, de ønsker at købe eller lære mere om på nettet.

Der findes dog også andre former for tekster, man kan tjene penge på at skrive for andre på nettet, som ikke er deciderede SEO-tekster. Sådanne tekster kan f.eks. være pressemeddelelser, købsbetingelser, guides/blogindlæg osv.

Fælles for alle disse tekster er dog, at de bliver skrevet af en eller anden person, som sidder bag en computerskærm og giver den gas på tastaturet – og denne person kan lige så godt være dig eller mig.

Hvem kan skrive tekster?

Det korte svar til dette spørgsmål er: Alle.

I princippet kan alle sætte sig ned og begynde at tjene penge på at skrive tekster, da det hverken kræver nogen uddannelse, nogen autorisering eller specielt meget grej for at komme i gang. Det skader naturligvis ikke at have taget forskellige kurser, eller at have en eller anden danskfaglig eller journalistisk uddannelse bag sig – men det er så absolut ikke et krav. Selv har jeg ingen af delene, og det går ganske udmærket til trods.

Det siger sig selv, at man kan få svært ved dette arbejde, hvis man er hamrende ordblind, mangler begge arme, eller hvad ved jeg – men som udgangspunkt skal du bare kunne skrive nogenlunde fornuftigt dansk (kommer selvsagt an på, hvor meget kunden forventer af den tekst, du skriver).

Hvad angår udstyr, skal du ikke bruge andet end en computer med internetadgang samt et tastatur – det må siges at være en lille investering, især fordi de fleste mennesker allerede ejer disse ting i forvejen.

Hvorfor køber folk tekster?

I mit arbejde med at skrive tekster i Granly Marketing har jeg selv fået følgende spørgsmål fra venner og familie et par gange: “Hvem gider købe tekster? Hvorfor skriver folk dem ikke bare selv?”.

Tja, hvorfor køber frisøren sine sakse i stedet for at lave dem selv? Hvorfor køber pizzeriaet deres mel i stedet for at gro kornet og male melet selv? Kort sagt; alle virksomheder køber et eller andet udefra, enten fordi de ikke selv har evnerne eller tiden til at fremstille tingene selv.

Det samme gør sig gældende med tekster på nettet. Den travle webshopejer har tusindvis af opgaver, der skal klares; hjemmesiden skal løbende opdateres, alle bestillinger skal behandles, e-mails fra kunder der skal besvares, varer der skal pakkes og sendes af sted, et regnskab der skal føres samt mange andre ting.

Med andre ord har han simpelthen så travlt i forvejen, at han har svært ved også at skulle skrive 500 tekster á 2-300 ord til hvert af de 500 nye produkter, han lige har fået ind i butikken.

Der kan også være andre grunde til, at folk vælger at hyre en tekstforfatter til at tage sig af teksterne; det kan f.eks. være, at vedkommende selv har svært ved at læse, stave eller bare formulere et budskab ordentligt – han er måske til gengæld en hamrende dygtig frisør, butiksejer eller slagter, og hyrer derfor dig til at skrive teksterne, så han kan koncentrere sig om dét, han er god til.

Det er lige præcis her, du kommer ind i billedet.

Hvordan får jeg mine første kunder?

Du ved, du vil tjene penge på at skrive tekster online, du ved, hvordan du skriver tekster online, og du ved, hvorfor folk køber tekster online – perfekt, du er klar til at give den gas! Men hvad med kunderne? De skal jo også helst i hus.

Hvordan finder man sine første kunder?

Du kan finde dine første kunder på flere forskellige måder. Den mest direkte måde er selvfølgelig en god, gammeldags omgang kold kanvas. Find et par forskellige webshops, blogs eller affiliatesider, find deres kontaktinformationer et sted på hjemmesiden, og grib så knoglen og ring, send en e-mail, eller hvad du nu hælder mest til. Fortæl, at du skriver tekster, og at du gerne vil give dem et godt åbningstilbud eller et eller andet, hvis de skal bruge nogle tekster til blogindlæg, linkbuilding, produkttekster osv. Det er en kort og kontant måde at gøre det på, men også en hurtig og effektiv måde, hvis man forstår at sælge sig selv direkte.

Som alternativ kan du også vælge at smide et indlæg op på Amino.dk, som er Danmarks største online forum for iværksættere. Jeg mener, at man skal være Amino Plus-bruger for at kunne smide indlæg op i den kategori, der hedder “Jeg har et godt tilbud til dig“, men det er helt klart en meget lille og rigtig god investering, resultatet taget i betragtning. Dette gjorde vi selv, da vi launchede Granly Marketing, og vi skrev, at vi kørte med et åbningstilbud hele oktober måned, hvor man ville få så og så meget rabat, uanset ordrestørrelse osv. Det gjorde imidlertid, at vi fik de første kunder ombord i løbet af meget kort tid.

Hvis du gerne vil gå lidt forsigtigt til værks og ikke bare brage derudaf med offentlige åbningstilbud osv., så er der også en tredje mulighed for at få dine første kunder lidt mere diskret. Dette kan du gøre ved at holde øje inde på Amino Freelancer, som er en underside på Amino.dk, hvor mange mennesker/virksomheder dagligt smider enkeltstående eller løbende opgaver op hver dag, og så kan de mange freelancere (inklusiv dig og mig) lægge en privat ansøgning samt et bud på, hvor meget det vil koste at løse opgaven.

Jeg har selv benyttet mig af Amino Freelancer, både som opgavetager (tekstforfatteren) og som opgaveudbyder, da jeg ledte efter nogle gode tekstforfattere til at tage imod nogle opgaver (hey, det kunne meget vel være dig ;)?).

Hvor mange penge kan jeg tage for det?

Dette punkt er lidt sjovt. Hvor højt eller lavt skal/kan du prissætte dig selv og dine tekster? Jeg er selv ny på dette område, og i skrivende stund er det ikke længe siden, jeg havde min første “lønforhandling” med en af mine gode kunder, som rent faktisk resulterede i en prisstigning på lidt over 50 procent.

Det kan være svært at vurdere sig selv på dette område, men jeg tror, at hemmeligheden er, at man til dels skal kigge på markedet; hvor meget tager de andre skribenter for deres tekster, og hvor god er kvaliteten så? Sælger de sig selv for billigt eller for dyrt?

Dette kan blandt andet gøres ved at bestille et par tekster fra nogle andre skribenter, som ligger i et par forskellige prislejer, og så vurdere kvaliteten af indhold, stavning, grammatik osv., og så spørge sig selv: “Kan jeg gøre det bedre end dette?” – Hvis svaret er ja, så bør du forsøge dig med at tage lidt flere penge for dit arbejde, end de andre.

Som sagt har jeg ikke selv den helt store erfaring med dette endnu, men én ting har jeg dog allerede lært: Lyt til dine kunder. Snak med dem, mail med dem, og find ud af, om de er tilfredse med de tekster, du leverer. Er de for tilfredse? Så kan prisen måske hæves lidt. Er de generelt utilfredse? Så bør du gøre det bedre, sænke prisen, eller overveje, om du overhovedet skal beholde den kunde, hvis du vitterligt selv ved, at du gør det bedre, end kunden giver udtryk for. Det er ikke altid en fordel at tage samtlige kunder ind i butikken – nogle få er beklageligvis til langt mere besvær end godt er.

Hvad angår afregning, så er der rigtig mange, inklusiv mig selv, der vælger at sætte en pris pr. ord skrevet. I Granly Marketing kørte vi eksempelvis vores åbningstilbud med en pris på 18 øre pr. ord. Det lyder måske ikke af meget, men når du sidder og skriver en tekst på 1.000 ord på en time eller derunder, så kan det altså gå hen og blive til en rigtig fornuftig timeløn.

Der er også nogle tekstforfattere, som skriver deres tekster for helt ned til 10 eller 15 øre pr. ord, mens andre, mere erfarne og dygtige skribenter skriver for op til 50, 60 eller 100 øre pr. ord. Sikkert også endnu højere – men disse er i hvert fald beløb, som jeg selv har set.

Din timeløn vil selvfølgelig afhænge af nogle forskellige ting; bl.a. hvor mange penge du tager pr. ord, hvor kendt eller ukendt emnet, du skal skrive om, er for dig/hvor lang tid du skal bruge på research, samt hvor lang tid du er om at skrive selve teksten.

Hvis jeg f.eks. skal skrive en tekst på 1.000 ord om, hvordan man anlægger en terrasse, så kan jeg sagtens bruge 2 timer på det, da jeg intet aner om anlægning af terrasser. Hvis jeg omvendt skulle skrive 1.000 ord om f.eks. World of Warcraft, så ville jeg formentlig kunne knalde sådan en tekst igennem på under en halv time, da jeg nok må indrømme at have lidt for meget kendskab til det :P. Så i mange tilfælde handler det naturligvis om, hvorvidt du kender lidt eller meget til emnet i forvejen, hvor hurtig du er til at researche på emnet og finde inspiration, samt hvor mange gange du har skrevet om emnet for kunden eller andre kunder gentagne gange.

I Granly Marketing havde vi f.eks. på et tidspunkt en ordre på en stor portion tekster om Oral-B tandbørster og tandbørstehoveder. De første 5-10 tekster tog rimelig lang tid at skrive, fordi vi intet anede om hverken Oral-B, tandbørster eller tandkødssygdomme. Men efterhånden som vi kom igennem de første tekster, så vidste vi mere og mere om emnet, og så kunne vi også skrive den sidste halvdel af teksterne langt hurtigere.

Erfaring, erfaring, erfaring.

Hvordan modtager jeg betaling?

Jeg selv og mange andre, der arbejder med at skrive tekster, gør simpelthen bare det, at når man eksempelvis har taget sig af en ordre på 10 tekster om et eller andet; skrevet teksterne og sendt dem til kunden, så sender man bare en faktura på 10 tekster via e-mail, med reg. nr., konto nr., betalingsfrist og selvfølgelig det beløb, kunden skal betale for teksterne.

Hvordan laver jeg en faktura?

I praksis er det slet ikke så svært at lave en faktura – især ikke i dag, da der findes et utal af regnskabprogrammer på nettet, som har indbygget faktureringssystem. Nogle af de mest anvendte er bl.a. Dinero, som er Amino’s bud på et regnskabs- og faktureringsprogram, som i øvrigt er gratis at bruge, indtil du har omsat for en million kroner. E-conomic er også et af de meget anvendte programmer, som rigtig mange mennesker bruger til regnskab og fakturering – personligt synes jeg, at e-conomic virkede for omstændigt og uoverskueligt at komme i gang med.

Lav en faktura nemt og hurtigt

Selv bruger jeg Billy’s Billing, som også er et populært, dansk program, hvori man let kan føre regnskab, holde styr på kreditorer og debitorer, indtaste regninger og naturligvis sende fakturaer samt meget andet. Det, jeg godt kan lide ved Billy’s Billing, er, at det har mange muligheder, men det er alligevel utroligt let at navigere rundt i og bruge, og så synes jeg, at det har en enkel og lækker brugerflade, når man sidder og arbejder i det.

Hvad angår netop fakturering, så har Billy’s Billing også den fordel, at du kan indtaste konto- og registreringsnummer på den bankkonto, du ønsker at modtage betalingen på, én gang i programmet – så husker programmet det, hver gang du laver og sender en faktura. Det samme gør sig gældende med dine kunder og deres kontaktinformationer osv. – disse informationer gemmer programmet også for hver kunde, således at du ikke skal indtaste det på hver eneste faktura, men blot kan vælge hvilken kunde, fakturaen skal sendes til.

Mange af de andre regnskabsprogrammer har utvivlsomt lignende features, men da jeg selv bruger Billy’s Billing kan jeg selvfølgelig bedst tale for de funktioner og features, dette program har. De fleste regnskabs- og faktureringsprogrammer med en smule respekt for sig selv har dog som oftest en gratis prøveperiode – på den måde kan du sidde og lege lidt i de enkelte programmer og se, hvilket du bedst kan lide at bruge.

Hvad med skat og moms?

Hvad angår skat og moms, så kommer det lidt an på nogle forskellige ting, når du vil skrive tekster og tjene penge på nettet.

Skat – Hvis vi tager skatten til at starte med, så skal du betale skat af alt, hvad du tjener – dog kun dit overskud. Dvs., at hvis du f.eks. har skrevet 10 tekster og solgt dem for 1.000 kroner, men samtidig har brugt 70 kroner på abonnement til dit regnskabsprogram, 200 kroner til et nyt tastatur samt 200 kroner til internetabonnement (samlet 470 kroner), så skal du trække 470 kroner (dine udgifter) fra de 1.000 kroner, du har tjent på dine tekster (dine indtægter), hvorefter du har 530 kroner tilbage (dit overskud). Du skal derfor “kun” betale skat af de 530 kroner, som du har i overskud.

Der findes mange, lange guides og instruktioner til, hvordan man indberetter og betaler skat osv., bl.a. på SKATs egen hjemmeside – lav en hurtig søgning på Google, og du vil med garanti finde svar på dine spørgsmål på ingen tid.

Der er også yderligere forskel på størrelsen af din beskatning, alt efter om du driver en personligt ejet virksomhed (f.eks. en enkeltmandsvirksomhed eller et I/S (interessentskab)), hvor du beskattes personligt, ligesom når du modtager løn fra en arbejdsgiver, i modsætning til et ApS (anpartsselskab), eller et A/S (aktieselskab), hvor man ikke hæfter personligt, og derfor beskattes på en anden måde. Det er dog ikke noget jeg selv har særlig meget forstand på, så det vil jeg undgå at udtale mig for meget om, men igen henvise til SKATs egen hjemmeside, eller en masse andre gode steder på nettet, som forklarer disse emner mere uddybende.

Moms – Hvad angår moms, så er det udelukkende noget du skal bekymre dig om, hvis du er momsregistreret. Det bliver først et krav at lade sig momsregistrere, og dermed indberette og betale moms, hvis man omsætter for 50.000 kroner eller derover i løbet af kalenderåret (dvs. fra dags dato frem til samme dato næste år – ikke at forveksle med januar til januar).

Med andre ord behøver du slet ikke at bekymre dig om moms, hvis du skriver og sælger tekster for f.eks. 3.000 kroner om måneden, da det “kun” bliver til 36.000 kroner på et år, og derfor ligger under grænsen på de 50.000 kroner årligt.

Man kan dog sagtens lade sig momsregistrere, selvom man ikke omsætter for 50.000 kroner eller derover årligt/inden man omsætter for 50.000 kroner eller derover årligt. Desuden koster det ingenting at blive momsregistreret, hvilket også er grunden til, at mange vælger at gøre det, inden de har omsat for 50.000 eller derover – så undgår de eventuelle bekymringer om dette senere hen.

Hvis man er momsregistreret, vil man også få et CVR-nummer. Er man ikke momsregistreret, så har man ikke et CVR-nummer, og man skal derfor skrive sit CPR-nummer i stedet for, f.eks. når man indtaster sine oplysninger på en faktura, inden man sender den af sted til en kunde.

Som mindre, ny iværksætter/virksomhed skal man som udgangspunkt indberette og betale moms 4 gange årligt. Dette var noget jeg selv gruede for, og tænkte, at det var sikkert hamrende svært og noget, som jeg aldrig ville lære.

Well, jeg fik mig en ordentligt (positiv) overraskelse, da jeg første gang skulle indberette og betale moms, fordi jeg fandt ud af, hvor afsindigt nemt det var. I Billy’s Billing holder programmet selv styr på, hvor meget moms der samlet har været på de ting, du har solgt/dine indtægter, i dette tilfælde tekster (salgsmoms), samt hvor meget moms der samlet har været på de ting, du har købt/dine udgifter (købsmoms).

Så kan du hele tiden klikke ind og se, at du f.eks. har et solgt og tjent tilpas nok til, at din salgsmoms (f.eks. 10.000 kroner) overstiger din købsmoms (f.eks. 3.000 kroner),hvorefter du ved, at du skal betale dit momsoverskud (7.000 kroner) tilbage til SKAT. Billy’s Billing har i denne sammenhæng i øvrigt en anden super dejlig feature, som gør, at du hele tiden er opdateret med datoen for de 4 forskellige frister for momsindberetning og indbetaling. På den måde undgår du at indberette/indbetale moms for sent, hvilket er virkelig rart.

Når du så skal til at indberette din moms (der som sagt er virkelig nemt), så logger du bare ind på SKATs hjemmeside under Erhverv, klikker ind under ‘Indberet moms’, og indtaster din købsmoms (i dette eksempel 3.000 kroner) under punktet “Købsmoms”(mener jeg vist, det hedder), og det samme gør du med din salgsmoms (i dette eksempel 10.000 kroner) under punktet “Salgsmoms”.

Derefter trykker du gem/opdater nede i bunden, og vupti – du har indberettet moms. Nemt, ikke?

Hvor kan jeg finde mere inspiration og information?

Hvad enten du mangler information eller inspiration om, hvordan man skriver forskellige tekster til nettet, hvordan SEO fungerer, hvordan man bogfører, hvordan man markedsfører sig selv, eller noget helt andet, så er internettet din bedste ven.

Mangler du informationer og inspiration til at tjene penge på nettet?

Du kan finde en masse informationer ved at indtaste nogle enkelte søgninger på Google, og ellers kan du også gå ind på Amino.dk og bruge deres søgefelt – der er med garanti en zillion andre iværksættere, der tidligere har haft stillet de samme spørgsmål inde på Amino, som du måske selv sidder med – og tilsvarende mange venlige Aminoer, der har givet nogle gode og fyldestgørende svar – et godt sted at kigge.

Slutteligt vil jeg sige dig mange tak, fordi du læste med her på bloggen. Jeg håber, at du går ud og giver den gas, skriver nogle fantastiske tekster og tjener en masse penge!

Og så får du lige en række links til et par forskellige, gode kilder – enten til nogle af de sider/programmer, som jeg har nævnt i løbet af dette indlæg, eller nogle gode sider, som ikke lige passede ind i konteksten, men som stadigvæk er voldsomt brugbare.

Amino.dk – Danmarks største online forum for venlige og behjælpelige iværksætter

Amino Freelancer – Opslagstavle for freelancere, som søger opgaver samt virksomheder, som søger freelancere

Dinero – Aminos bud på et gratis bogførings-, regnskabs- og faktureringsprogram.

Billy’s Billing – Nemt, billigt og brugervenligt bogførings-, regnskabs- og faktureringsprogram.

SKAT.dk – SKATs egen hjemmeside, hvor du finder alt om moms, skat osv.

Startvaekst.dk – Suveræn side ifm. opstart, drift og udvikling af virksomhed og meget mere.

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 9.4/10 (24 votes cast)
VN:F [1.9.22_1171]
Rating: +10 (from 14 votes)